Flytte til Danmark

Flytte til Danmark 

Hvis du overvejer at flytte til Danmark, er det en god idé at forberede dig grundigt inden. Det vil med andre ord være godt, hvis du kan svare på nedenstående spørgsmål, inden du tager de næste skridt.

Hvilken by ønsker jeg at bo i?


Skal jeg ændre folkeregisteradresse?
Flytning skal meldes seneste 5 dage efter, du er flyttet til Danmark. Du skal melde din flytning ved at bruge din NemID på www.borger.dk. Hvis du ikke har NemID, kan du melde din flytning ved at henvende dig til borgerservice i tilflytningskommunen. Her skal du medbringe legitimation med billede, dvs. pas eller kørekort. Når du ændrer folkeregisteradresse, kan du også vælge din læge.

Meld flytning til din nye kommune her


Hvad er mine boligmuligheder?
Der er lange ventelister på boliger i de fleste byer i Danmark, du bør derfor søge bolig i god tid. Det er en god idé, at have en bolig på hånden, inden du flytter. Når du finder en bolig, skal du betale depositum, husleje og indflytningsudgifter. Det er derfor også vigtigt at have en opsparing med, når du flytter. Hvis du skal søge støtte til bolig eller låne penge til depositum med mere, bør du undersøge, hvad dine muligheder er, inden du flytter.


Har jeg økonomi til at betale indskud og husleje?
Det kan koste helt op til 50.000 kr. at betale depositum, forudbetalt husleje og flytning, da der i Danmark kan kræves tre måneders depositum og tre måneders husleje forudbetalt.


Hvad er mine arbejdsmuligheder?
Nogle grønlandske uddannelser er ikke godkendte i Danmark. Det kan give nogle problemer med at få arbejde. Inden du rejser, bør du have afklaret om din uddannelse kan godkendes i Danmark. Det kan nemlig være, at du skal opkvalificere din uddannelse, inden du kan få arbejde.
Arbejdsløsheden i Danmark i dag er høj, så det kan være svært at finde arbejde. Især hvis du er ufaglært, og ikke har bekendte, der kan hjælpe dig med at finde et arbejde.


Skal jeg selv betale for udgifterne for tandbehandling i Danmark?
I modsætning til tandlægebehandling i Grønland, skal man som hovedregel selv betale for tandlægebesøg i Danmark. Hvis du bor i Danmark, og opfylder helbredsbetingelserne, kan du melde dig ind i sygeforsikring Danmark og få tilskud til tandlæge.

Læs mere om sygeforsikring Danmark her


Skal jeg undersøge daginstitutionsmulighederne, inden jeg flytter til Danmark?
Det er en rigtig god idé, at undersøge muligheden for at få en daginstitutionsplads, inden du flytter til Danmark. Du skal søge plads via www.borger.dk. Som forælder skal du sørge for, at dit barn bliver skrevet op inden for de retningslinjer og tidsfrister, som kommunen har fastsat.

Læs mere om daginstitutioner i Danmark her


Skal jeg indmelde vores barn i skolesystemet, inden vi flytter til Danmark?
Når I ved, hvor i Danmark I kommer til at bo, bør I undersøge, hvilken skole jeres barn kan gå på. Ud fra jeres adresse bliver det afgjort, hvilken skole barnet bliver indskrevet på. Men der er frit skolevalg, og det betyder, at I frit kan vælge at indskrive jeres barn i en anden folkeskole, hvis der er plads. Vær opmærksom på, at barnet skal indskrives i folkeskolen via www.borger.dk

Læs mere om indskrivning i folkeskolen her.


Er mit dansk godt nok til at jeg kan begå mig?
Du bør overveje, om du kan klare dig med dit danske ordforråd i et land, hvor næsten ingen kan snakke grønlandsk. Som grønlænder har du mulighed for at modtage danskundervisning på lige fod med udlændinge, der flytter til Danmark. Yderligere oplysninger kan fås ved kommunen.


Kan jeg vænne mig til den danske kultur og samfund?
Der kan være store forskelle mellem den grønlandske og den danske kultur. Det vil være en god idé at undersøge de kulturelle forskelle nærmere. Kontakt eventuelt de grønlandske huse eller snak med dem, du kender i Danmark, inden du flytter.


Har jeg et netværk, der kan hjælpe mig?
Du skal tænke over, at du i Danmark måske ikke har samme netværk, som du har i Grønland.
Hvis du ikke har et netværk, så kan det give problemer både i sociale sammenhænge og ved praktisk hjælp, f.eks. hjælp til at passe børn under sygdom.


Har jeg indsamlet informationer om, hvad en flytning til Danmark indebærer af oplevelser og udfordringer?
Udover de informationer, du kan finde på Sullissivik.gl, kan du søge om information på de grønlandske huses hjemmesider, ligesom du kan finde oplysninger på www.udsattegroenlaendere.dk.
www.borger.dk kan du læse mere om pensionsregler, offentlige ydelser, tilmelding til folkeregister og tilmelding af barn i skole og døgninstitution ved brug af NemID mm.

Relaterede artikler