ILIK mentorordning

ILIK mentorordning 

ILIK henvender sig til grønlændere, som flytter til København og har brug for en hjælpende hånd til at falde til rette socialt og praktisk – og som er indstillet på selv at tage et aktivt ansvar for at få et godt liv bygget op i Danmark.

ILIK ligger vægt på, at det er vigtigt at tilbyde grønlændere mulighed for hjælp til integration i det danske samfund. Som grønlænder er du født som dansk statsborger og har de samme rettigheder som en dansker. Men der er mange ting, der er anderledes i Danmark end i Grønland. Det kan være en stor mundfuld at flytte til Danmark.

ILIK har til formål at hjælpe dig på vej til en god start.

Det har ingen betydning, om du skal opholde dig permanent eller blot en årrække i Danmark. Hvis du synes at ILIK kunne være en hjælp for dig, er du velkommen til at henvende dig om en mentor.


Mentorordningen
Din mentor kan hjælpe dig med en praktisk introduktion til din nye tilværelse i København. Mentoren arbejder frivilligt og skal kun hjælpe dig på vej med støtte, råd og vejledning. Du skal også selv være indstillet på at være aktiv og lære at klare dig selv gennem den hjælp, som ILIK tilbyder dig. Din mentor er som udgangspunkt tilknyttet til dig i 3 måneder. Derefter skulle du gerne have fået et så stort kendskab til byen og skabt nok sociale kontakter til, at du kan klare dig på egen hånd.

Konkret vil din mentor hjælpe dig med små ting som at præsentere København. Byen rummer meget mere end de kendte turistmål som Tivoli, Strøget og Nyhavn. For at finde de skjulte skatte og åndehuller kræver det, at man kender lidt mere til byen. Derfor vil din mentor hjælpe dig med at lære byen at kende. Et andet eksempel er, at din mentor vil hjælpe dig med at lære at bruge det offentlige transport system i Danmark.


Socialt netværk
Ud over den praktiske hjælp giver mentorordningen dig mulighed for at lære andre herboende grønlændere at kende, så du kan opbygge et socialt netværk i Danmark.

Eksempler på den sociale kontakt mellem dig og din mentor er at tage en tur i biografen, gå på cafe, at spise en middag sammen, eller hjælpe til at finde sociale fritidsaktiviteter, hvor du kan møde andre og skabe et netværk. Det kan også indebære et telefonopkald for at høre, hvordan det går med dig, så vi kan forbygge den ensomhed og hjemve som mange oplever den første tid, efter de er flyttet til Danmark.

ILIK vil gerne knytte kontakt så hurtigt som muligt. Erfaringsmæssigt er det den allerførste tid i Danmark, der er den sværeste. Hvis du overvejer at flytte til København, må du også meget gerne tage kontakt til ILIK inden afrejsen, så du kan få hjælp helt fra starten.

ILIK bygger på en snebold-effekt, og håber på, at du selv senere vil melde dig som mentor for andre, der har brug for samme hjælp.


Bemærk
ILIK mentorordningen tilbydes kun i København. Skal du flytte til et andet sted i Danmark, anbefales du at tage kontakt til det nærmeste Grønlandske Hus. De Grønlandske huse ligger i København, Aalborg, Århus og Odense.


For yderlig information kontakt:
Mille Schiermacher
E-mail: ms@sumut.dk
Telefon +45 33381585


Relaterede artikler