Barselsorlov

Generelt 

Barselsorlov er den periode i forbindelse med et barns fødsel, hvor barnets forældre eller adoptivforældre har ret til at være fritaget fra deres arbejde for at passe barnet.

For at beholde denne ret, er der nogle regler, der skal overholdes. Bliver de ikke det, bliver orloven betragtet som afbrudt.

Din barselsorlov kan også i nogle tilfælde forlænges. Dette kan ske, hvis dit barn indlægges på sygehuset i orlovsperioden.

Er du offentlig ansat, kan du have ret til at få løn, mens du holder barselsorlov.

Læs mere om løn under barselsorlov

Barselsorlovens længde 

Når du får et barn, har du ret til at gå på barselsorlov. Som forældre har I tilsammen, som oftest, ret til 37 ugers orlov i alt:
• Moderen har ret til at holde graviditetsorlov 2 uger før forventet fødsel
• Moderen har herudover ret til at holde barselsorlov i 15 uger efter fødslen
• Faderen har ret til at holde barselsorlov i 3 uger efter barnets fødsel. De 3 ugers barselsorlov skal afholdes inden for de første 15 uger efter barnets fødsel
• Herudover har I ret til at holde 17 ugers forældreorlov, som I kan fordele imellem jer. De 17 ugers forældreorlov skal afholdes i forlængelse af moderens 15 ugers barselsorlov. I kan ikke holde forældreorlov samtidig

Får I tvillinger, kan I have ret til at få forlænget jeres orlov:
• Moderen kan, afhængig af hendes overenskomst, have ret til at holde 19 ugers barselsorlov i stedet for 15 uger
• I har ret til 21 ugers forældreorlov i stedet for 17 uger

Adoptivforældre
Adoptivforældre har samme rettigheder som biologiske forældre. Dog med undtagelse af de 2 ugers orlov før forventet fødsel. Her gælder andre regler for adoptivforældre:
• Adopterer du et barn fra Grønland, har du ret til 1 uges orlov før du modtager barnet
• Adopterer du et barn udenfor Grønland, har du ret til 3 uges orlov før du modtager barnet

Reglerne om 1 og 3 ugers orlov gælder kun, hvis du ikke kender barnet.

Afbrudt barselsorlov 

Din barselsorlov kan blive betragtet som afbrudt, f.eks. hvis du under orloven:
• Genoptager dit arbejde
• Holder ferie eller får udbetalt feriepenge
• Deltager i undervisning eller uddannelse

Afbryder du din barselsorlov, bortfalder den resterende orlovsperiode. Det betyder, at du mister retten til dagpenge for den resterende periode.

Genoptaget arbejde
Mange personer er ifølge deres overenskomst berettiget til løn under en del af eller hele deres barselsorlov. Får du løn under en del af din barsel, starter din dagpengeperiode først, når perioden med løn er afsluttet.

Det er kun i din dagpengeperiode, du ikke må genoptage dit arbejde og dermed afbryde din orlov.

Du afbryder ikke din orlov, hvis du:
• I et begrænset omfang varetager et borgerligt ombud, f.eks. som skole- eller kommunalbestyrelsesmedlem
• Kortvarigt deltager i arbejdsrelaterede kurser, konferencer, temadage eller lignende

Afholdt ferie og feriepenge
Afholder du ferie eller får du udbetalt feriegodtgørelse i din dagpengeperiode, betyder det, at du afbryder din orlov. Derfor bør du vente med at afholde tilgodehavende ferie, til dagpengeperioden er afsluttet.

Undervisning og uddannelse
Er du under uddannelse, kan du i mindre omfang deltage i undervisningen, uden at det medfører afbrydelse af orlovsperioden. Deltagelse i mindre omfang kan f.eks. være:
• Møde med medstuderende
• Undervisning af underordnet karakter
• Specialeskrivning
• Deltagelse i en eksamen

Forlænget barselsorlov 

I nogle tilfælde kan barselsorloven forlænges. Det gælder f.eks. hvis dit barn:
• Indlægges på sygehuset i orlovsperioden
• Ikke udskrives efter normal indlæggelsesperiode efter fødslen

Indlæggelse i orlovsperioden
Hvis dit barn indlægges på sygehus i den periode, hvor du har ret til orlov, forlænges din orlovsperiode med indlæggelsesperioden. Orlovsperioden kan dog maksimalt forlænges med 13 uger.

Faderens ret til 3 ugers orlov inden for de første 15 uger efter fødslen kan ikke forlænges. Heller ikke selvom barnet indlægges på sygehuset.

Udskudt udskrivelse efter fødslen
Kan dit barn af lægelige årsager ikke udskrives efter den periode, der er normal indlæggelsesperiode efter fødslen, forlænges din orlovsperiode med den tid, barnet er indlagt.

Afbryder du din orlov som følge af dit barns indlæggelse, kan du afholde den resterende orlovsperiode umiddelbart efter, at barnet er blevet udskrevet. Det vil sige, at du ikke afbryder orloven i formel forstand, hvis du genoptager dit arbejde eller lignende, fordi dit barn ikke er udskrevet efter den normale indlæggelsesperiode.

Klage 

Har du søgt om barselsorlov og får du ikke fuldt medhold i din ansøgning, har kommunen pligt til at give en begrundelse og en klagevejledning.

Du kan f.eks. klage over afgørelser om:
• Orlov ved graviditet og barsel
• Orlov ved adoption og plejeforhold
• Afbrudt barsel

Ønsker du at klage, kan du gøre det til Det Sociale Ankenævn.

Klag til Det Sociale Ankenævn

Relaterede artikler

Kommune Kujalleq
Postboks 514
3920 Qaqortoq
Telefon: 704 100
Fax: 704 177
E-mail: kommune@kujalleq.gl
Hjemmeside: www.kujalleq.gl