Børnetilskud

Børnetilskud 

Generelt 

Børnetilskud er en økonomisk hjælp fra det offentlige, som forældre kan få til at forsørge sine børn.

Du skal ikke søge om børnetilskud. Heller ikke hvis du flytter kommune. Forældre, der har ret til børnetilskud, vil automatisk få børnetilskuddet udbetalt.

Er du flyttet til Grønland, skal du lade dig registrere i den kommune, du bosætter dig i. Først når du har gjort det, vil du kunne få udbetalt børnetilskud.

Betingelser 

For at få børnetilskud, er der en række betingelser, der skal være opfyldt.

Barnets forældre skal have en årlig indkomst på under 280.000 kr. Til indkomstkravet gælder følgende betingelser:
  • Hvis forældrene bor sammen, er det deres samlede indtægt, der lægges til grund
  • Bor barnet kun sammen med én af sine forældre, er det dennes indtægt, der lægges til grund. Hvis denne forælder lever sammen med en anden, og samlivet har varet i over et år, tælles samleverens indtægt med
  • Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, er det de økonomiske forhold hos den forælder, hvor barnet er tilmeldt folkeregisteret, der lægges til grund

Udover indkomstkravet er der en række andre betingelser, der skal være opfyldt:
  • Barnet skal være under 18 år
  • Barnet skal bo og have folkeregisteradresse i Grønland
  • Barnet skal have dansk indfødsret
  • Den unge må ikke være selvforsørgende, gravid eller selv have fået barn
  • Den unge må ikke være gift
  • Barnet eller den unge må ikke være anbragt udenfor hjemmet af det offentlige

Udbetaling 

Børnetilskud bliver udbetalt automatisk. Det foregår på den måde, at kommunen, via sine forskellige registre, f.eks. folkeregisteret, har de informationer, de skal bruge for at udregne og udbetale børnetilskud.

Du har dog pligt til at oplyse kommunen, hvis din økonomiske situation ændrer sig, f.eks. hvis du får pension eller bliver syg i en længere periode.

Kommunen kender i de fleste tilfælde dine kontooplysninger og børnetilskuddet bliver sat ind på din bankkonto, f.eks. din lønkonto. For en sikkerheds skyld bør du dog altid oplyse dine kontooplysninger til din kommune. Har du ikke nogen bankkonto, vil du få børnetilskuddet på en check eller som rekvisition.

Børnetilskud bliver udbetalt hver måned.

Relaterede artikler

Kommune Kujalleq
Postboks 514
3920 Qaqortoq
Telefon: 704 100
Fax: 704 177
E-mail: kommune@kujalleq.gl
http://www.kujalleq.gl