Dyr – Indførsel til Grønland fra Danmark

Dyr – Indførsel til Grønland fra Danmark 

Man skal have tilladelse til at indføre levende dyr til Grønland. Der er forskellige betingelser for at indføre forskellige dyr. Her kan du læse om indførsel af de mest almindelige kæledyr: Hunde og katte.


Hunde
Du må kun indføre hunde i området syd for 66. breddegrad på Vestkysten. Det vil sige fra bygden Kangaamiut i Vestgrønland og sydover ned til Kap Farvel.

For at få tilladelse til at indføre hunde skal du ansøge Grønlands Repræsentationen i Danmark om tilladelse. Sammen med ansøgningen skal du sende:
  • Rabiesvaccinationsattest, der er mindst 30 dage og højst et år gammel før indførsel
  • Hundesyge og parvovirus vaccinationsattest
  • Sundhedsattest fra dyrlæge, tidligst 14 dage før udrejse
  • Ejererklæring om ormebehandling og isolation 14 dage før udrejse
  • Attestation om sterilisation, hvis det er en tævehund

Umiddelbart efter hunden er ankommet til Grønland, skal du registrere den i din bopælskommune.

Hvis du har haft din hund med til Danmark, og vil du genindføre den til Grønland, gælder de samme regler.

Du må ikke indføre hunde i slædehundedistrikterne:
  • Området nord for 66. breddegrad på vestkysten. Dette omfatter det tidligere Sisimiut kommune, Kangerlussuaq og nordover til og med Siorapaluk i Qaanaaq området
  • Grønlands Nationalpark samt hele det øvrige Østgrønland ned til Kap Farvel

Har du behov for en hjælpehund på grund af et handicap, kan du dog søge om tilladelse til at indføre en hjælpehund, selvom du bor i et slædehundedistrikt. Vil du gerne søge om tilladelse til at indføre en hjælpehund i et slædehundedistrikt, skal du kontakte Dyrelægeembedet i Ilulissat.

Vejledning om den nye hundelov gældende for Grønland


Katte
Fra den 1. december 2013 blev forbuddet mod indførsel af katte i Grønland ophævet.

Det betyder helt konkret, at borgere, der ønsker at tage kat med til Grønland, ikke længere skal søge om dispensation fra forbuddet hos Fødevarestyrelsen.

I stedet skal man, ligesom ved indførsel af hunde, søge Grønlands Repræsentationen om tilladelse til indførsel og have tilladelse til kattehold fra kommunen i Grønland ligesom katten skal leve op til de dyresundhedsmæssige krav, der fremgår af de vejledende retningslinjer for indførsel af dyr og vegetabilier til Grønland.

For at få tilladelse til at indføre katte skal du ansøge Grønlands Repræsentationen i Danmark om tilladelse. Sammen med ansøgningen skal du sende:
  • Rabiesvaccinationsattest, der er mindst 30 dage og højst et år gammel før indførsel. Kattekillinger under tre måneder skal ikke rabiesvaccineres, såfremt der kan fremvises gyldig dokumentation for rabiesvaccination af moderen
  • Sundhedsattest fra dyrlæge tidligst 14 dage, før afrejse
  • Ejererklæring om ormebehandling og isolation indenfor 14 dage før udrejse
  • Tilladelse til kattehold fra den kommune, som du skal bo i

Umiddelbart efter katten er ankommet til Grønland, skal du registrere den i din bopælskommune.

Hvis du har haft din kat med i Danmark, og vil du genindføre den til Grønland, gælder de samme regler.


Andre dyr
På Fødevarestyrelsens hjemmeside – www.foedevarestyrelsen.dk – kan du læse mere om hvilke regler der gælder for indførsel af andre dyr f.eks. kaniner, marsvin, hamstre, akvariefisk, skildpadder, stuefugle og papegøjer.


Bemærk
Nogle kommuner kræver i henhold til de kommunale hunde- og kattevedtægter sterilisering eller neutralisation af katten for at kunne give tilladelse til at holde kat.

Har du spørgsmål angående indførsel og udførsel af katte og hunde, skal du kontakte Grønlands Repræsentation i Danmark.

Husk altid at sikre, at flyselskabet kan have dit dyr med, når du rejser.

Link til vejledende retningslinjer

Relaterede artikler

Fødevarestyrelsen
Stationsparken 31-33
2600 Glostrup
Danmark

Telefon: (+45) 72 27 69 00

Åbningstider
Mandag - Torsdag: 09.00 - 16.00
Fredag: 09.00 - 15.00

Yderligere kontaktoplysninger
Grønlands Repræsentation
Strandgade 91
Postboks 2151
1401 København K
Danmark

Telefon: (+45) 32 83 38 00
Fax: (+45) 32 83 38 01
E-mail: info@ghsdk.dk
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG)
Postboks 269
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 34 63 55
E-mail: uumasut@nanoq.gl

Alle henvendelser til Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland bedes i første omgang sendt til uumasut@nanoq.gl