Ud- og hjemrejse

Generelt 

Selvstyret giver tilskud til rejseomkostningerne, når en elev skal på efterskoleophold i Danmark. Tilskuddet gives for at gøre det billigere at sende elever på efterskole.

I har mulighed for selv at arrangere ud- og hjemrejsen, eller at lade Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling arrangere rejsen.

Rejsen til Danmark 

Forældrearrangerede rejser
I kan som forældre selv arrangere elevens rejse, det kaldes en forældrearrangeret rejse. Det indebærer at I selv:
  • Bestiller og betaler elevens billet til Danmark
  • Sørger for afhentning af eleven ved ankomst
  • Sørger for, at eleven kommer frem til efterskolen

I kan få refunderet jeres udgifter til rejseomkostningerne svarende til den billigste flybillet, også kaldet en restriktiv billet. For at få udgiften refunderet skal I sende kvitteringen for elevens rejse til Oqaatsinik Pikkorissarfik, sammen med elevens CPR nummer og det bankkontonummer, I ønsker refusionen overført til.

Rejser arrangeret af departementet
Hvis rejsen er arrangeret af departementet, indebærer det at:
  • Departementet bestiller og betaler billetten til Danmark, uanset hvor i landet eleven kommer fra
  • Departementet afholder udgifter til nødvendige overnatninger og kost ved overnatning undervejs

Praktisk ved rejsen 

Modtagelse i København
Når rejsen er arrangeret af departementet, sørger de så vidt muligt for, at sende eleverne i større grupper, som rejser sammen fra Grønland 2 dage før skolestart. Desuden bliver eleverne modtaget af de grønlandske huse, når de ankommer til København.

Samarbejder med kontaktfamilien
De grønlandske huse sørger for, at eleverne når frem til efterskolen, som regel i et samarbejde med kontaktfamilien.

I kan også selv arrangere, at kontaktfamilien henter eleven i Kastrup, eller at det grønlandske hus bringer eleven til kontaktfamilien, som herefter sørger for at bringe eleven til efterskolen.

I har stadig ansvaret
Selvom eleven rejser med en gruppe, er det stadig jer som forældre, der har ansvaret for, at eleven kommer med den rigtige forbindelse til nærmeste større lufthavn.

Hvis eleven rejser alene, er det også jer som forældre, der har ansvaret for, at eleven kommer med de rigtige forbindelser hele vejen til København.

Bygdeelever
Som udgangspunkt bestiller departementet transport fra bygd til by, men hvis I som forældre selv sørger for transporten, kan I kun få refunderet udgifter til myndighedsgodkendte transportmidler.

Rejsen hjem 

Hjemrejsen arrangeres af det grønlandske hus, som efterskolen er tilknyttet.

I kan også selv vælge at arrangere hjemrejsen og få refunderet billetudgifterne efter de samme regler som ved udrejsen.

Særlige ønsker
Har I særlige ønsker til hjemrejsen skal I udfylde skemaet ’Hjemrejseskema til Grønland’, og sende det til det grønlandske hus, som eleven er tilknyttet. I skal melde de særlige ønsker senest 5 måneder før skoleafslutning.

Hent skemaet ’Hjemrejseskema til Grønland

Frister 

Billetterne sendes til forældrenes e-mail adresse og til den af kommunen udpegede instans, der varetager efterskolesager.

I kan ændre jeres ønsker
I kan ændre jeres rejseønsker frem til billetten udstedes. I skal selv betale for eventuelle merudgifter ved ændringer efter billetten er udstedt. Kontakt Oqaatsinik Pikkorissarfik for eventuelle ændringer i rejseønskerne.

Hjemrejse
Senest 5 måneder inden skoleafslutningen skal I meddele det grønlandske hus, om I har særlige ønsker til elevens hjemrejse, og om kontaktfamilien kan have eleven boende fra skoleårets afslutning til hjemrejsetidspunktet.

Relaterede artikler

Oqaatsinik Pikkorissarfik
Siimuup Aqq. 32
Box 3019
3911 Sisimiut
Grønland

Tlf: (+299) 86 67 00
Fax: (+299) 86 68 00
E-mail: sprogcenter@oqaatsit.gl

Kontortid
Hverdage 8.00-16.00

Telefontid
Hverdage 9.00-12.00 og 13.00-15.00