Ansøgning afleveret til UNESCO: Kujataa – kulturlandskabet i Sydgrønland

En ansøgning om et nyt UNESCO-verdensarvsområde er nu, efter 10 års forberedelse afleveret. Når UNESCO i 2017 skal udpege nye steder til verdensarvslisten, står landbrugskulturen i Kujataa i Sydgrønland, med de fem områder: Qassisarsuk, Igaliku, Sissarluttoq, Tasikuluulik (Vatnahverfi) og Qaqortukulooq (Hvalsey) med gode chancer for at blive et nyt verdensarvsområde.
3. februar 2016
Et sydgrønlandsk og subarktisk landbrugslandskab, med en historie som strækker sig 1000 år tilbage, kan forhåbentlig komme i fornemt selskab med blandt andre Pyramiderne i Egypten, Frihedsgudinden i New York og Ilulissat Isfjord. Det er et frugtbart samarbejde mellem Selvstyret, Kommune Kujalleq og Nunatta Katersugaasivia, som nu har ført til færdiggørelsen af en ansøgning her i januar 2016.

»Jeg er glad for at det er lykkedes for vores land at aflevere en ansøgning til UNESCO, og jeg synes der er grund til optimisme. Det er et flot dokument som er udarbejdet, og jeg mener at vi burde have en god chance for at komme gennem nåleøjet« siger Naalakkersuisoq for kultur Nivi Olsen.

Det sydgrønlandske landbrugslandskab vil være det andet UNESCO-verdensarvsområde i Grønland, efter Ilulissat Isfjord. Ansøgningen er nu, på vegne af rigsfællesskabet, underskrevet af kulturminister Berthel Haarder, og fremsendt til UNESCO i Paris. Ansøgningen om Kujataa er den eneste fra rigsfællesskabet i år, og der skal nu væbnes med tålmodighed; sandsynligvis bliver det først til næste år at vi endelig får vished om hvorvidt Kujataa er optaget på listen.

»Verdensarvslisten betragter jeg som et internationalt kvalitetsstempel, noget absolut positivt for vores kommune, at vi i Kommune Kujalleq har en værdifuld arv for verdenssamfundet. Og endelig betragter jeg det som vigtigt for udviklingen af vores lokalsamfund. Turismen vil være en af de søjler, som økonomien i Sydgrønland skal baseres på, og et verdensarvsområde vil gøre vores region mere attraktiv at besøge« siger borgmester Jørgen Wæver Johansen.

Kommune Kujalleq har fokus på, at turismen skal være til gavn for de lokale.
»Vi skal videre sikre en lokal nytte af et kommende verdensarvsområde, så turismen bliver til gavn for det lokale erhvervsliv, derfor har fåreholdere og turistoperatører i området løbende været inddraget« siger Jørgen Wæver Johansen.

Den kommende sommer vil eksperter fra UNESCO besøge Sydgrønland og der forventes i 2017 en endelig beslutning om, hvorvidt Grønland får et nyt verdensarvsområde.

Kontakt i Kommune Kujalleq: Økonomidirektør Kenneth Høegh  Keho@kujalleq.gl