Kujataa - a subarctic farming landscape in Greenland

Formål: Projektet har til formål at få et nærmere afgrænset kulturlandskab i Kujataa på UNESCO’s verdensarvsliste.

Baggrund: I Sydgrønland har der været praktiseret landbrug i to kronologisk adskilte, men historisk set forbundne perioder.
22. marts 2016
Først var det folk med en norrøn baggrund; - den islandske kolonisation af dele af S og SV Grønland fra slutningen af 900-tallet, - som etablerede sig som bønder i en 4–500 år lang periode, indtil de af forskellige årsager ikke længere magtede at tilpasse sig de ændrede natur- og kulturgivne forudsætninger, som senmiddelalderen bød.

Senere var det inuitkulturens højt specialiserede sælfangere som, under indflydelse af den dansk-norske kolonisation, tog det store spring fra fanger til bonde. De to kulturer udnyttede det samme geografiske område af Grønland, hvor landbrug klimamæssigt er mulig.

Fælles for begge perioder har været landbrug baseret på fjeldgræsning for drøvtyggere i store områder og dyrkning af græs til vinterfoder på marker i umiddelbar nærhed af bostederne, - såvel som sælfangst, for begge grupper, har været et nødvendigt supplement til husholdningen.

Der er også den lighed, at begge kulturer har deltaget i samarbejde tværs over Nordatlanten, og endnu længere væk. Den norrøne bosættelse sendte skibe og mandskab til Nordamerika, havde handelsforbindelser til Skandinavien og Europa og havde eget bispesæde under paven i Rom.
Den senere landbrugskultur (startet af et norsk-grønlandsk ægtepar) har avlet får, køer og heste fra Island og Skandinavien, sendt landbrugselever på uddannelse i Island og Norge, og arbejdet på at eksportere produkter til Europa.

I dag repræsenterer området et driftigt moderne landbrug, hvor fårehold kombineres med grønsagsproduktion, turisme og anden følgevirksomhed, og hvor området stadig har stor udveksling med hele det nordatlantiske område.

Geografisk afgrænsning: Forslaget til Verdensarvsområdet, som søges optaget på UNESCOs verdensarvsliste består af 5 delområder i fjordsystemet omkring Tunulliarfik (Skovfjorden) og Igaliku Fjorden. Områderne er: 1. Qassiarsuk, 2. Igaliku, 3. Sissarluttoq, 4. Tasikuluulik og 5. Qaqortukulooq-Upernaviarsuk, med øen Arpatsivik.

Aktuel status for arbejdet: Ansøgningen (nomineringsmaterialet) blev afleveret til UNESCO med udgangen af januar måned 2016, og der er nu i marts 2016 kommet besked fra UNESCO, om at ansøgningen er godkendt mht. de opstillede tekniske krav.

I eftersommeren 2016 afventes en besigtigelsesbesøg fra UNESCOs ekspertgruppe ICOMOS, som skal tage endelig stilling til om området i Sydgrønland kan vurderes som verdensarv.
Den endelige beslutning foreligger først i 2017.

Ansøgningen foreligger kun på engelsk, og er kun trykt i 7 eksemplarer, men du kan se ansøgningen:



Yderligere bilag til ansøgning kan ses her: