Åbent brev: Opfordring til konstruktiv løsning på de trafikale problemer der hersker i Sydgrønland

Fra Kommune Kujalleq glæder vi os til samarbejdet med Naalakkersuisoq Múte B. Egede, som midlertidigt har overtaget det politiske ansvar for bl.a. trafikområdet.
8. februar 2017

Afsnit 1 

Vi har stor tillid og forventninger til, at Múte B. Egede vil arbejde for at skabe bedre vilkår i den trafikale betjening af befolkningen i Sydgrønland.

Jeg har på denne baggrund følgende spørgsmål til det ansvarlige nye medlem af Naalakkersuisut:

1. Vi har mange indberetninger om de kritisable forhold omkring pontonbroer og øvrige anløbsforhold. Hvem har ansvaret for, at disse er i en forsvarlig stand, så de ikke udgør nogen fare for passagererne?

2. Der er opstået et problem med indførelse af bostedskriterierne for trafikforsikringsordningerne i forhold til grønlandske studerende i Danmark og udlandet, idet de i henhold til denne ordning ikke er grønlændere. Hvorledes bliver dette problem løst?

3. De lokale turistoperatører har på samme måde oplevet, at deres rammevilkår er betydeligt forringede, fordi de, som relativt små erhvervsdrivende, kan risikere store omkostninger i forbindelse med turisternes overnatning ved vejrlig. Vil dette problem blive løst?

4. I henhold til købeloven har passagererne krav på at få udbetalt prisdifferencen mellem den vare, de har købt, og den, der bliver leveret. Det vil sige, at man skal have udbetalt prisdifferencen mellem helikopter og skib, hvis man bliver booket om. Hvorledes sikres dette overfor forbrugerne? I denne forbindelse bedes det endvidere oplyst, hvorledes der sikres en refusion af passagerafgifterne. Samtidigt har mange købt billetter før prisomlægningen hos Disko Line. Skal disse passagerer retsforfølge selskabet hver for sig, eller vil det ansvarlige medlem af Naalakkersuisut sikre, at disse passagerer får refunderet de for mange betalte penge?

5. Informationsniveauet er kritisabelt. Bl.a kan passagerer ikke følge med elektronisk i aktuelle ændringer at helikopter- og skibsrejserne, lige som det er svært at kunne få telefonisk kontakt uden for normal arbejdstid.

6.  Der er problemer med manglende muligheder for kombinerede bestillinger af rejser med Disko Line og Air Greenland. Hvad er planerne for at løse dette problem?

For at mindske skaden, og for at undgå, at borgerne og erhvervslivet i Sydgrønland helt mister tilliden til trafiksystemet, håber jeg, at vi kan få etableret en konstruktiv måde at få løst de fælles problemer. Det kan ikke vente. Der skal ske handling nu!

Vi ser frem til at modtage dine svar.

Med venlig hilsen,

Jørgen Wæver Johansen
Borgmester, Kommune Kujalleq