Kommune Kujalleq hjælper katastrofeofre ved Uummannaq med 4,5 mio. kr. ved at udskyde boligprogram i bygderne frem til næste år

Kommune Kujalleq modtog i juli måned en opfordring fra formanden for Naalakkersuisut om at bidrage til genhusningsarbejdet efter naturkatastrofen i Nordgrønland.
15. august 2017

Borgmester Kiista P. Isaksen (S) har straks tilsluttet sig opfordringen og et samlet økonomiudvalg har tilsluttet sig borgmesterens indstilling.

 

  • Jeg er glad og stolt over, at vores lille kommune på den måde kan være med til at sikre genhusning  af borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit. Det er i sådanne situationer, hvor naturens kræfter har medført katastrofe, vi skal stå samlet og hjælpe hinanden hurtigt og effektivt. Økonomiudvalget har derfor, som et udtryk for solidaritet med vores landsmænd fra de berørte bygder ved Uummannaq, valgt at udskyde kommunens boligprogram i bygderne til næste år, så at 4,5 mio.kr., der var påtænkt projekter omkring multifunktionshuse og servicehuse i bygderne, anvendes til de katastroferamte borgere fra bygderne ved Uummannaq, siger borgmester Kiista P. Isaksen.

 

Kommune Kujalleq har valgt at udskyde de flerårige projekter i et år , for at kunne bidrage til genopbygningsarbejdet. Kommunen vil dog fortsætte med at projektere multifunktionshuse og servicehuse i indeværende år samt arbejde for selvbyggerhuse i bygderne, men bygge- og anlægsopgaverne starter således først fra 2018 og i årene fremefter.


For yderligere oplysninger:

Borgmester Kiista P. Isaksen +299 497672
Konstitueret kommunaldirektør Kenneth Høegh +299 565604