Underholdsbidrag bør og skal ikke være til byrde for kommunerne og deres borgere!

2. åbne brev til Naalakkersuisut:
Først og fremmest vil jeg takke medlemmet af Naalakkersuisut for Sociale Anliggender for hendes signal om at Naalakkersuisut er parat til at indgå drøftelser med kommunerne, for det er bydende nødvendigt at finde frem til en holdbar løsning for det omtalte problematik.
22. september 2017 2. Åbent brev af 200917 til Naalakkersuisut fra Borgmester Kiista P. Isaksen (S)

Kære Naalakkersuisut, her især Naalakkersuisoq for Finanser og Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender,

Først og fremmest vil jeg takke medlemmet af Naalakkersuisut for Sociale Anliggender for hendes signal om at Naalakkersuisut er parat til at indgå drøftelser med kommunerne, for det er bydende nødvendigt at finde frem til en holdbar løsning for det omtalte problematik.

Som jeg i mit første brev klart har udtrykt, så har jeg ingen intentioner om at underholdsbidrag skal ophøre. Tværtimod er det min hensigt at der hurtigst muligt skal findes en for Kommunerne mere holdbar og udgiftsfri løsning, for at dette kan ske, er det nødvendigt at landstingslov nr 2. af 3. marts 1994 bliver ophævet og skiftet ud med en mere tidssvarende og retfærdig forordning.

For det er en kendsgerning at samtlige Kommuner – ikke mindst også Kommuneqarfik Sermersooq – hvert eneste år oplever økonomiske forringelser. Dette sker på trods af at det er Naalakkersuisut der regulerer størrelsen af bidragsstørrelsen og at det er Naalakkersuisut der er den anvarlige på området.

Vi ynder at sammenligne vort land med andre lande, hvis vi blot ser på underholdsbidragsordningerne i Danmark, Norge og Sverige, bliver kommunerne ikke pålagt byrder der vedrører underholdsbidrag. For alle forskudsbetalinger bliver forvaltet af statens kasse, og såfremt der er misligholdelser fra den forsørgerpligtiges side, er det en sag mellem staten og skyldneren.

Der kan peges på flere forskellige mulige modeller, både omkring inddrivelse af ikke betalte bidrag og omkring offentlig støtte til sikring af børnenes velfærd.

Vedrørende inddrivelse af den bidragsberettigedes krav, kunne man forestille sig følgende:

  • Inddrivelsen af underholdsbidraget bliver prioriteret frem for andre restancer.
  • En variant af den såkaldte ”Færø-model”, hvor bidragsgæld indregnes i forskudsskatten for den bidragspligtige kunne også overvejes.

    Der er klart et hul i loven om forskudsvis udlægning af underholdsbidrag. Det fremgår af loven, at ”udgifter” afholdes af udbetalingskommunen. Da kommunen ved udbetalingen får et tilbagebetalingskrav mod den bidragspligtige, afskæres kommunerne fra at udlægget kompenseret via bloktilskud, hvorved restancebyrden for kommunerne eskalerer, men hvis underholdsbidraget fortsat skal reguleres som en offentlig sikringsydelse (hvilket det ikke er!), er der flere løsningsmuligheder:

  • Det vil være en mulighed, at kommunernes udlæg defineres som en reel udgift, der dækkes via bloktilskud, og at selvstyret i stedet indtræder i tilbagebetalingskravet mod den bidragspligtige.
  • Man kunne også forestille sig, at byrde- og opgavefordelingen mellem selvstyret og kommunerne omdefineres, så selvstyret overtager den forskudsvise udlægning.

Det er under alle omstændigheder vigtigt med nytænkning for at komme dette samfundsproblem til livs, og der bør også overvejes flere løsninger.

Men der skal ikke herske tvivl om at såfremt der til stadighed vil være behov for kommunens assistance som mellemled mellem Grønlands Selvstyre og den bidragsforpligtigede i form af administrative ydelser, så vil kommunen til stadighed være parat, men forudsætningen skal være at det bliver udgiftsneutralt for kommunen, for det må og skal sikres at kommunerne og deres borgere fremover ikke bliver bebyrdet økonomisk.

 

Med venlig hilsen

 

Kiista P. Isaksen (S)
Borgmester